Det er en MÆRKEDAG for mig i dag, og jeg vil gerne dele et budskab til alle jer, der har livet kært. Og hvorfor nu det?
Fordi jeg for præcis seks måneder siden fik smerter i brystet hen over middag. Det blev værre og være og fire timer senere stoppede mit hjerte med at slå.
Havde det ikke været for min kæreste, Camilla, der heldigvis kom hjem til normal tid fra arbejde, så havde jeg ikke skrevet disse linjer.
Hun kom hjem og så mine smerter, og hun fik fat i en ambulance. Redderne konstaterede straks, at jeg var ramt af en stor og pludselig opstået blodprop i hjertet. Med blå blink, sirener og 17 minutters kørsel fra Roskilde til Riget nåede jeg lige akkurat frem inden hjertet gav op.
Jeg husker kun, at jeg fik sagt: ”jeg bliver virkelig svimmel nu”….. og så blev alt sort.
Intet lys for enden af tunnellen. Ingen engle. Ingen lyde. Ingen tanker. Ingenting.
Chancen og følgerne
Heldigvis endte alt godt. De dygtige reddere stødte mig og fik gang i mit hjerte. Eksplosionen af lys, farver og lyde i overgangen fra død til levende glemmer jeg aldrig.
Vi har et sygehusvæsen i verdensklasse, når det virkelig gælder. Kompetente hjertelæger og sygeplejersker på Riget og på Roskilde Sygehus fik mig sikkert gennem to indlagte stents og en ICD. Hurtigt, effektivt, professionelt, omsorgsfuldt.
Af hjertet tak.
I kølvandet på tre operationer kom de psykiske følger:
Først chokket. Hvordan kunne det ske? Var det virkelig sunde mig? Hvorfor? Som lyn fra en klar himmel. Ingen advarsler. Ingen arvelige sygdomme.
Følelsen af uretfærdighed. Hvorfor mig? Sund kost, ikke-ryger, træning 4-5 gange om ugen. Hvorfor lige mig? Hvorfor ikke rygeren på 130 kg, der aldrig motionerer?
Derpå angsten. Hvor længe har jeg igen? Bliver jeg gammel? Når jeg at se mine børnebørn? Er mine drømme et fata morgana?
Så bekymringerne. Må jeg svømmetræne igen? Holder hjertet til max puls? Er jeg virkelig okay nu? Hvad nu hvis….
Kunsten at se det positive i ulykken
Det har ærlig talt været et maksimalt hårdt forår, hvor hele følelsesregistret har været i brug. Taknemlighed, vrede, skuffelse, angst, glæde. Masser af tårer og samtaler med Camilla. En periode hvor jeg har lært, hvem der er med mig, og hvem der ikke er. Det har åbnet døre og lukket døre i min omgangskreds.
I dag, på min mærkedag, er jeg tilbage og omfavner mere end nogensinde livet.
Jeg er fyldt med taknemlighed over at være her endnu, og jeg har valgt at vende chok, angst, bekymringer til noget positivt. Jeg fik en ny chance og det har jeg gjort mig langt, langt mere klarsynet på livet og døden. På mine valg og fravalg. Jeg tror på livet, og bliver rørt over selv helt, små og nære hverdagsting – fx at se græsset vokse fra dag til dag.
Kys det nu, det satans liv
Min yngste datter sagde engang til mig: ”YOLO far” (You Only Live Once). Selvom man på en måde kan sige at hun tog fejl, så klinger hendes ord endnu mere tydeligt for mig i dag, for betydningen er jo klar: ”Gør det nu bare”!
Hvis der er noget jeg har lært i de sidste seks måneder, så er det netop at ”prioritere og gøre det”, og så kommer jeg tilbage til mit budskab til dig.
Måske er du så uheldig kun at have et liv, så derfor:
1. Tænk på, hvem og hvad der vigtigst for dig for dig og skriv det ned.
2. Formulér din drøm. Hvad drømmer du om? Hvordan ser den ud? Hvordan føles den?
3. Spild ikke din kostbare tid på fnidder, nag og småting, der intet betyder i det store liv.
4. Brug kun tiden på dem, du virkelig holder af, og som viser, at de holder af dig.
5. Kom ud af dit hamsterhjul og brug kun tiden på det, du synes er sjovt.
6. Grib hver eneste dag som en gave, for måske er det din sidste.
Jeg rundede en milepæl på min mærkedag, da jeg igen svømmede 10 km i åbent hav.
Den beslutning traf jeg den dag i januar, da jeg blev udskrevet fra hospitalet. Det var min drøm. Jeg nåede den kun, fordi jeg har brugt min tid rigtigt og med dem jeg holder mest af. Nu venter nye drømme.
Hav et dejligt liv, for måske har du kun ét!